11 nye rækkehuse på vej i Højbjerg

Midt i det kuperede villakvarter i Højbjerg tager BRICKS sammen med NSG Invest nu hul på udviklingen af 11 nye 2-plans rækkehuse på Elverdalsvej under navnet Elverdalen. Boligerne opføres som ejerboliger og henvender sig især til familier og par, der ønsker at bo tæt på skole, natur og Aarhus midtby.

BRICKS har købt grunden på Elverdalsvej 46 sammen med NSG Invest og udvikler projektet i samarbejde med VANG arkitekter. Målet er at skabe rækkehuse med private haver og grønne fællesarealer, som falder naturligt ind i det eksisterende kvarter.

– Højbjerg er et meget attraktivt område. Med Elverdalen skaber vi boliger i en overskuelig størrelse og pris, der imødekommer efterspørgslen i området, siger Claus Schovgaard Rasmussen, udviklingsdirektør i BRICKS A/S.

Mellem skov, strand og by

Elverdalen placeres centralt i Højbjerg med cirka 650 meter til Kragelundskolen og kort afstand til indkøb i Kridthøj Torv. Lyseng Idrætspark ligger blot 450 meter fra grunden, og Marselisborg Skovene samt Ballehage Strand nås på få minutter på cykel.

Rækkehusene ligger i et klassisk villakvarter med kort afstand til både natur, fritidsliv og Aarhus midtby.

Arkitektur med afsæt i stedet

Elverdalen er tilpasset det kuperede terræn og de omkringliggende huse, så de nye boliger falder naturligt ind i kvarteret. Rækkehusene får klassiske sadeltage og opføres i robuste materialer med fokus på holdbarhed og et tidløst udtryk. Mellem husene laves grønne fællesområder, og hver bolig får sin egen have.

Der kræves ikke ny lokalplan for projektet.

Vi forventer at påbegynde byggeriet kort efter sommerferien 2026 med planlagt indflytning start 2028.


For yderligere oplysninger, kontakt:

BRICKS

Udviklingsdirektør Claus Schovgaard Rasmussen

Tlf.: 61 55 67 44

Mail: csr@bricks.dk

danbolig Aarhus – Projektsalg og udlejning

Bernhardt Jensens Boulevard 65, 8000 Aarhus C

Tlf.: 86 17 46 00

Mail: aarhus.projektsalg@danbolig.dk

Flere af vores nyheder