BRICKS og Raundahl & Moesby køber grund på Søren Frichs Vej og opfører kontorejendom

Området langs Søren Frichs Vej gennemgår store forandringer i disse år. Aarhus’ nye ’brokvarter’ er ved at tage form, og den kendte trafikåre er ved at udvikle sig til rygraden i den nye bydel.

Med et 20-25.000 kvm. stort kontorbyggeri åbner BRICKS og Raundahl & Moesby nu muligheden for, at en eller flere virksomheder kan rykke ind på den attraktive adresse. Byggeriet udvikles og udlejes af de to selskaber i fællesskab.

Ifølge Martin Busk, direktør i BRICKS, er efterspørgslen stor, når det gælder kontorejendomme med central beliggenhed og let tilgængelighed:

– Vi er i positiv dialog med flere virksomheder, som har set muligheden for at rykke til et nyt, moderne kontorhus, som vi kan indrette og målrette til de enkelte brugere. Og så er der ingen tvivl om, at den centrale placering – med direkte adgang til ringvejsnettet og motorvejen – gør området særligt attraktivt, siger han.

Byggeriet opføres af Raundahl & Moesby, som gennem de seneste år har leveret en række markante bolig- og erhvervsejendomme i det århusianske.

– Vi ser frem til fortsat at bidrage til den positive transformation, som hele området langs Søren Frichs Vej gennemgår i disse år. Fra industri- og erhvervsområde til et nyt levende brokvarter. Vi har siden 2016 opført flere boligprojekter langs og omkring Søren Frichs Vej, så vi kender området vældig godt. Vi kommer til at bidrage med et kvalitetsbyggeri med høje ambitioner, hvor arkitektur og funktionalitet går hånd i hånd, og hvor der er fokus på bæredygtighed, siger adm. direktør Carsten Raundahl fra Raundahl & Moesby. 

Arbejdet med den kommende lokalplan for området er i gang, og byggeriet kommer til at følge intentioner og målsætninger i Aarhus Kommunes udviklingsplan ’Byens Nye Brokvarter’, der sæter rammerne for en sammenhængende og levende bydel fra Godsbanen i øst til Åby Skole i vest.

For yderligere oplysninger, kontakt:

BRICKS:

Direktør Martin Busk

Mail: mb@bricks.dk

Tlf: 20 99 89 72

Raundahl & Moesby:

Adm. direktør Carsten Raundahl

Mail: cr@raundahl-moesby.dk

Tlf.: 20 10 64 63

Flere af vores nyheder